Hverdagen i børnehaven
Læs lidt om hvordan en normal hverdag er i børnehavenI børnehaven er det naturen og årstiderne der er udgangspunktet for mange af vores aktiviteter. Vi opholder os derfor meget ude.
Vores egen legeplads har stor værdi for de daglige naturoplevelser. Det er her vi leger, laver bål og går på opdagelse og passer vores dyr. Fodring er en del af det daglige program.
Vi har vores egen bus, som kører os ud i det blå. Vi tilstræber alle børn er af sted med bussen én gang om ugen.
På Troelstrupgård giver vi børnene masser af oplevelser i og med naturen fordi:
- alle deres sanser bruges.
- de bevæger sig meget, og udfordres motorisk
- de bruger deres fantasi, fordi legetøjet ikke altid er tilgængeligt
- de undres, vi undersøger og prøver at forstå naturens undere
- de leger sammen – og har det sjovt!
Udover udelivet, laver vi alt muligt andet. Vi synger, leger med rim og remser, laver drama, filter, klipper og klistrer, læser bøger og leger….!!
Vi arbejder meget på tværs af stuerne, hvilket betyder at vi meget bedre kan udnytte personalets kompetencer og ressourcer, og derved tilgodese børnenes forskellige behov. Nogen gange deler vi f.eks. børnene i ældste og yngste, andre gange piger og drenge eller hvad der ellers kan være hensigtsmæssigt.
Vi holder dog fast i, at børnene har tæt tilknytning til deres stue.
Børnehaven skal være et sted, hvor der sker noget sjovt og spændende, og hvor det er rart at tilbringe sin dag. Vi har respekt for børnenes forskelligheder men lægger vægt på, at det er vigtigt at kunne begå sig i en gruppe. Vi tager så vidt det er muligt, udgangspunkt i børnenes ønsker og behov. Derfor er dagene i børnehaven aldrig ens!
Børnenes garderober
På barnets garderobeplads er der kasser til ekstra tøj. Der skal som minimum være mindst et komplet sæt skiftetøj fra inderst til yderst.
Det er vigtigt, at børnene har tøj og fodtøj, der er egnet til, at vi opholder os meget ude. Er tøj/fodtøj i for dårlig stand, bliver det hurtigt en dårlig oplevelse for børnene at være ude.
Se køreplan for garderobe i fællesrum.
Da vi vægter samværet med børnene højere end garderobeorden, er det jeres job at få ryddet op på barnets garderobeplads hver dag og få samlet alle løsdele sammen. Skriv navn på barnets ting, så finder forsvundne genstande lettere tilbage! Husk at tjekke efter, om overtøjet er vådt og derfor skal hænges til tørre i tørreskab eller tages med hjem, så det er klar til næste dag.
Udstyr til ture
Til ture skal barnet have sin egen rygsæk, som skal kunne rumme madkasse, drikkedunk, siddeunderlag og regntøj. Det er vigtigt at rygsækken har brede skulderstropper og brystrem der kan spændes, da vi ofte skal gå et stykke vej med egen rygsæk.
Mad og drikke
Børnene skal have madpakke og drikkedunk med hver dag. Da vi ofte spiser ude, er det vigtigt at maden er overskuelig og håndterbar for børnene.
Dvs. madder uden for meget ”smat” og pynt, pakket enkeltvis. Gerne løst tilbehør eks. i form af frugt og grønne stykker. Vi vil ikke have slik i madpakkerne.
Til frokost drikker børnene vand af deres drikkedunke. Ingen saft eller juice i børnehaven. Bliver barnet sultent i løbet af formiddagen, kan de tage en mad i deres madkasse.
Om eftermiddagen spiser vi frugt. Alle børn tager hver dag et stykke frugt med som lægges i fælles frugtkurv på stuen. Frugterne skæres ud og serveres på fade. Der serveres mælk og vand.
Sovebørn
Har barnet behov for middagslur, har vi madrasser, puder og tæpper til formålet.
Blebørn
Bruger barnet ble, medbringes de hjemmefra.
Sommer og sol
Barnet skal være smurt hjemmefra med solcreme i sommertiden. Vi smører børnene igen ved middagstid, med børnehavens solcreme.
Sørg for solhat og tyndt tøj med lange ærmer/ben som beskyttelse for solen.