Ledige stillinger
Vi har i øjeblikket ingen ledige stillinger
Vores pædagogiske tilgang
Vi arbejder relationelt og anerkendende med fokus på tilknytning og forståelsen af, at børn samarbejder i det omfang, de kan.
Det betyder, at vi tager udgangspunkt i relationen som det bærende i vores arbejde. Vi ser ikke barnet isoleret, men som en del af en sammenhæng, hvor relationer, rammer og voksne har betydning for det, der sker.
Vi forventer, at du arbejder med en tydelig pædagogisk forståelse – ikke bare med aktiviteter og regler. Når et barn handler uhensigtsmæssigt, er det ikke adfærden i sig selv, der er det centrale, men hvad den er et udtryk for. Du skal kunne blive i situationen, være nysgerrig og arbejde med det, der ligger bag, frem for hurtigt at korrigere eller regulere.
Pædagogik på Troelstrupgård
På Troelstrupgård arbejder vi ud fra en tydelig pædagogisk retning, der går på tværs af hele huset – fra vuggestue til fritid og klub. Vores afsæt er relationel pædagogik med fokus på anerkendelse og tilknytning, kombineret med en mentaliserende tilgang og en forståelse af, at børn samarbejder i det omfang, de kan.
Det betyder, at vi ikke ser barnets adfærd som et isoleret problem, men som noget, der opstår i en sammenhæng mellem barn, voksne, rammer og fællesskab. Vores opgave er derfor ikke at korrigere barnet alene, men at forstå situationen og justere vores egen praksis, så flere børn kan lykkes.
Vi arbejder med en tydelig kobling mellem praksis, refleksion og udvikling. Det, vi gør, skal kunne begrundes fagligt – og det, vi taler om, skal kunne ses i vores handlinger. Supervision, dokumentation og fælles refleksion er ikke noget ved siden af – det er en integreret del af vores pædagogiske arbejde.
Det er den tilgang, der ligger til grund for arbejdet i fritid og klub.
Det betyder, at du:
- tager ansvar for relationen – også når det er svært, og ikke placerer ansvaret hos barnet alene. Du bliver i relationen, justerer dig selv og arbejder aktivt for at genetablere kontakt, når den er under pres
- arbejder med det, der sker i situationen, og justerer din tilgang i stedet for kun at følge det planlagte. Du bruger din faglighed i nuet og tilpasser rammer og krav, så de giver mening for børnene
- kan se intentionen bag barnets handlinger og undgår at reducere barnet til sin adfærd. Du leder efter det, barnet forsøger at opnå, og lader det guide dine handlinger
- arbejder mentaliserende og forstår barnet i sin kontekst – i barnet selv, i relationen og i fællesskabet. Du holder flere perspektiver åbne og undgår hurtige forklaringer
- kobler handling, relation og situation frem for at reagere på adfærd isoleret. Du forholder dig til det, der går forud, det der sker, og det der følger efter
- kan stå i kompleksitet uden at forsimple eller gøre det til “rigtigt og forkert”. Du kan handle, også når der ikke er entydige svar, og du kan ændre kurs, når noget ikke virker
- arbejder refleksivt og udvikler din egen praksis løbende, både alene og i samarbejde med kollegaer og ledelse. Du tager ansvar for at blive klogere på det, du gør
- bruger supervision, refleksion og sparring aktivt til at kvalificere din forståelse og dine handlinger. Du bringer konkrete situationer ind og omsætter refleksion til praksis
- kobler dokumentation, praksis og udvikling tæt sammen, så det vi beskriver også får betydning for det vi gør
Det kræver, at du kan arbejde med dig selv som redskab. At du er bevidst om din egen betydning i relationen, kan være nysgerrig på egen praksis, tage imod feedback og justere din tilgang, når noget ikke virker.
Det betyder også, at du kan tage ansvar for din egen rolle i relationen, og at du kan være i tvivl uden at miste retning.
Du vil få svært ved at trives hos os, hvis du primært arbejder ud fra faste regler, skemaer og “sådan plejer vi”, eller hvis du har behov for entydige svar på komplekse problemstillinger.
Hos os er pædagogik ikke noget, der kan sættes på formel. Det er et håndværk, der kræver dømmekraft, nærvær og løbende justering i praksis – hver dag.
En organisation i bevægelse
Troelstrupgård er ikke et sted, hvor tingene står stille. Du skal kunne trives i en organisation, hvor ting ikke er færdigdefinerede – og hvor du selv er med til at forme dem.
Det betyder, at du ikke kan læne dig op ad faste strukturer eller vente på klare svar. Du skal kunne handle, tage ansvar og være med til at skabe retning i en hverdag, hvor opgaver og prioriteringer løbende ændrer sig. Det gælder for ledelse og for medarbejderne ude på afdelingerne.
Vi udvikler løbende vores praksis, fordi de vilkår vi arbejder under, ændrer sig. Særligt inklusionsopgaven stiller nye krav til, hvordan vi organiserer os, bruger vores ressourcer og arbejder pædagogisk.
Det betyder, at vi:
- udfordrer klassiske strukturer, når de ikke længere giver mening, og organiserer os anderledes, hvis det styrker praksis
• arbejder fleksibelt med ressourcer, både på tværs af stuer og afdelinger, og prioriterer der, hvor behovet er størst
• finder løsninger på inklusionsopgaven indenfor de rammer vi har, frem for at vente på flere ressourcer
Det kræver, at du kan tænke i helheder og ikke kun i din egen funktion. At du kan tage stilling, handle på det der er, og omsætte faglige overvejelser til konkret praksis.
Du vil få svært ved at trives hos os, hvis du har behov for faste rammer, tydelige manualer og en organisation, hvor opgaver og ansvar er endeligt defineret.
Hos os er udvikling ikke noget, der sker ved siden af driften. Det er en del af driften.
Kontakt os
Synes du at Troelstrupgård lyder som noget jer jer, så tøv ikke med at kontakte os